facebook pixel

Der er desværre en forskruet opfattelse af, at gode dates kun kommer ud af dyre restauranter og hestetrukne kareter. I det tilfælde er løbet kørt for langt størstedelen, der ikke har mulighed for at svinge kortet op i de omdrejninger. Men fortvivl ej, for sandheden er, at der er masser af billigere alternativer, som også vil give dig og din udkårne en rigtig god date. Hemmeligheden er, at jo flere penge du lægger i arrangementet, jo færre tanker behøver du at gøre dig – og dermed omvendt hvis budgettet er stramt. Du skal altså forsøge at vende din ”billige” date til en betænksom date.

Her er et par idéer at starte med.

Den udendørs date

Hvis planlagt ordentligt, kan picnicen være noget nær den hyggeligste date af alle. I Danmark kræver det dog, at du tjekker vejrudsigten i forvejen og eventuelt udstyrer dig med en plan B. Men hænder det nu at være en af de få solskinsdage, så pak en kurv (eller blot din sportstaske) med et tæppe, en flaske vin (og selvfølgelig vinglas dertil), hjemmesmurte sandwiches, kage, frugt eller andet godt alt efter lejligheden. Og så er det bare med at tage din udkårne under armen og slå jer ned i den nærmeste park eller skov.

Den fysiske date

fysiske-dateDette kommer selvfølgelig meget an på dit eget og din dates kondital (som du måske diskret bør spørge ind til, inden du melder jer på 2 timers crossfit). Er I begge rimelig fit, hvad så med en løbetur, cykeltur eller rulleskøjtetur, der slutter hjemme hos dig, hvor du så kan imponere med en lækker grøntsagsjuice?

Eller måske et stykke kage, som I selvfølgelig har fortjent efter al den fysiske aktivitet. Er I ikke de allermest sporty typer, så er en gåtur også altid en rigtig fin måde at lære hinanden på, eller måske en tur i kano? Er det vinter, er det altid en sikker vinder at invitere ud på skøjter. Det er super sjovt, og desuden kan man få lov til at holde lidt ved hinanden, for ikke at falde…

Den musikalske date

Er din date den musikalske type, hvorfor så ikke invitere til koncert? Det behøver ikke at være Paul McCartney eller One Direction for at blive et hit, men hold i stedet for øje med mindre up-coming bands, som ofte spiller til meget små penge. Muligvis er du også nødt til at smide en kold fadøl oven i hatten.

Den gratis date

Hvis du laver dit forarbejde, vil du formegentlig altid være i stand til at finde et eller andet foredrag, en udstilling eller andet, som tilbydes gratis. Hold især øje med bibliotekerne, som ofte overrasker med, hvis ikke gratis, så i hvert tilfælde billige arrangementer. Du skal selvfølgelig ikke vælge noget, som du simpelthen finder dødkedeligt, for så vil det højst sandsynligt være svært at sælge til din date.

Den historiske date

Dette forslag henvender sig måske især til de kulinarisk eller historisk interesserede, men hvorfor ikke tage på besøg i jeres lokale kirke? De danske kirker er ganske smukke og – selvfølgelig – helt gratis at besøge. Hvis du nu endda læser lidt op på kirkens historie hjemmefra, har du god mulighed for at underholde og imponere din date. Foruden kirken, er kirkegården også et super sted til at slentre lidt rundt og lære hinanden bedre at kende.

Den turistiske date

Denne er bred, og vil formegentlig variere meget alt efter hvor du bor i landet. Måske er det en lokal mølle, en smuk strand, et galleri eller hvis du bor i en af de større byer; kanalrundfart. Kombinér evt. med picnickurven, så I ikke går sukkerkolde undervejs.

Den velgørende date

Du kan også imponere din date med dit gode hjerte og invitere med på indsamling. Det kan måske hænde at være en smule grænseoverskridende i starten, men vil højst sandsynligt også bringe jer tættere sammen. Plus ved denne dateform: selvom daten måske ikke var det store hit, vil I alligevel stadig gå hjem med god samvittighed.

Den kreative date

Alt efter årstiden kan du invitere din date på juleklip, småkagebagning eller I kan lave sjove dyr ud af kastanjer. Denne dateform kræver slet ikke, at du selv er den allermest kreative. Måske bliver det bare endnu sjovere af, at du har brug for din dates hjælp og ekspertise. Det er bestemt ingen skam at vise sine svage sider!

Den hjemmelavede date

velgoerende-dateInviter på hjemmelavet middag! Denne er måske en smule intim til en første date, men hvis du nu forsøger en af de andre først, kan du bruge denne på 2. eller 3. date. Hjemme har i meget mere ro til at lære hinanden at kende og er du en dygtig kok er dette jo altid et plus.

Du behøver selvfølgelig ikke servere dyr rødvin og slagterens bedste bøffer, hvorfor ikke bare en rigtig lækker portion spaghetti? Så længe du sørger for rigelige mængder billig vin, skal selskabet nok blive godt.

Det var blot et par idéer – du kan jo selv komme på flere! Så længe du lægger tanker og kræfter i jeres date, så er budgettet slet ikke så vigtigt. Held og lykke!